Landsforeningen Spædbarnsdød er en forening, der støtter og vejleder forældre og deres pårørende i forbindelse med spædbarnsdød. Vi tilbyder også konsulentbistand til arbejdspladser og fagpersonale, der kommer i berøring med spædbarnsdød.

Arkiv

Alle Helgens mindegudstjenester

Alle Helgens dag falder altid på den 1. november, men Alle Helgens søndag er den dag, der markeres i folkekirkens gudstjeneste, og det er i år søndag den 7. november.

Også i år byder Landsforeningen Spædbarnsdød alle velkomne til gudstjeneste i 16 kirker landet over - se kirkelisten under vores aktivitetskalender. Gudstjenesten starter alle steder kl. 14 – dog med undtagelse af en enkelt aftengudstjeneste.

Ved indgangen til kirken vil I blive budt velkommen af ansatte eller frivillige i Landsforeningen, og I har mulighed for at skrive et lille kort med jeres barns navn/kaldenavn og dødsdag, såfremt I ønsker dette læst op under gudstjenesten. Der skal kun skrives et kort for hvert barn; dog er det en mulighed at få sit barns navn læst op i andre kirker, hvis man har pårørende, der ønsker at deltage i gudstjenesten et andet sted i landet.

Alle må gerne tænde lys for barnet, således at der i kirken kan være flere lys for det samme barn. Lysene vil så brænde smukt og stemningsfuldt under gudstjenesten.

Alle er velkomne – store som små. Hvis du har børn med, henstiller vi venligst til, at du går udenfor, hvis de er urolige.

Aftengudstjenesten er udelukkende for de voksne.

Vi glæder os til at se jer - også meget gerne jeres familier og venner til mindegudstjenesten.

Senest opdateret 21.10.2010 

Nyt nummer af Stjernen

Årets tredje nummer af medlemsbladet Stjernen er sendt ud til alle medlemmer i august måned. Temaet for det nye blad er sorg og sorgforståelse.

I Landsforeningen Spædbarnsdød har vi gennem de sidste år gennemgået en udvikling af vores sorgforståelse. Den løbende udvikling af ny viden om sorg og krise har betydning for hvordan vi som forening tilrettelægger vores støtte og rådgivning til forældre og andre involverede i forbindelse med spædbarnsdød.

I bladet belyses vores sorgforståelse gennem forskellige faglige artikler, der tager udgangspunkt i de seneste årtiers forskning inden for sorg og krise - blandt andet som den blev fremlagt af den norske krisepsykolog Atle Dyregrov og sygehuspræst Christian Busch under Landsforeningens konference om sorg og krise i juni måned.

I bladet kan du også læse om, hvad det vil sige at arbejde som frivillig i Landsforeningen Spædbarnsdød. Foreningens arbejde er afhængigt af det gode samarbejde mellem sekretariatets medarbejdere og vores frivillige. Hvis du ønsker at vide mere om, hvad det vil sige at arbejde som frivillig i Landsforeningen, kan du kontakte sekretariatet på telefonnummer 39 61 24 51 eller pr. mail.

Hvis du ønsker medlemskab eller abonnement på Stjernen, kan du læse mere om dette her.

Opdateret 30.08.2010

Konference om sorg og krise den 14. og 15. juni 2010

Konferencen om sorg og krise med Atle Dyregrov og Christian Busch trak fulde huse både på Rigshospitalet og Skejby Sygehus. Vi i Landsforeningen er glade for, at så mange bakkede op om initiativet, og håber, at de mange deltagere fik ligeså meget ud af dagene som vi selv gjorde. I kan downloade materialerne fra konferencen på vores portal for fagpersonale.
Hvis du har deltaget og ønsker at få tilsendt kursusbevis, kan du sende en mail til konference@noSpamspaedbarnsdoed.dk. Skriv dit fulde navn og hvilken dato du har deltaget, så sender vi det til dig når det er klart. Vi sender evalueringsskemaer ud i nærmeste fremtid til alle, vi har en email-adresse på.

Opdateret 16.06.2010

Ny bestyrelse

På generalforsamlingen i Middelfart den 21.03.2010 blev der valgt nye medlemmer til foreningens bestyrelse. Tre bestyrelsesposter var på valg. En af de siddende bestyrelsesmedlemmer, næstformand Adam Jacobsen, genopstillede og blev valgt ind sammen med de to nye bestyrelsesmedlemmer Daisy Løvendahl og Vibeke Rasmussen. Christina Aaberg Waarncke og Henrik Falk blev valgt som suppleanter. Se hele den nye bestyrelse her.

Opdateret 29.03.2010

Nyt navn: Landsforeningen Spædbarnsdød

På foreningens årsmøde i weekenden den 20.-21. marts i Middelfart, vedtog generalforsamlingen, at foreningen skifter navn til Landsforeningen Spædbarnsdød. Det nye navn erstatter det tidligere Landsforeningen til støtte ved Spædbarnsdød.

I tiden som kommer vil det nye navn blive implementeret på hjemmesiden og i foreningens materialer, og der vil blive arbejdet videre på en udvikling af sammenhængen mellem foreningens navn og visuelle identitet.

Opdateret 29.03.2010